En helt falder så lang han er
En af mine helte står i fare for at blive trukket gennem sølet. Af mig.
Det er Keith Jarret jeg tænker på. Den selvsamme musiker, som jeg netop har hyldet i sidste blog-indlæg styrter nu mod jorden, banaliseret og pinlig. Hvorfor nu det??
Årsagen skal findes på en gåtur. Forleden gik jeg forbi Rundetårn og hørte (som så ofte før) lyden af Yul Andersons klaver parkeret på Købmagergade.
Jeg har aldrig kunne udstå ham. Han er ikke min helt. Hans monotone improvisationer over naive akkordskift og pentatonskalaer med holdpedalen i bund minder mig om Enya og misforstået spiritualitet. Om krystaller og wannabe-buddhisme, om lejlighedsreligion og tilvalgs-åndelighed. Om Kejserens nye klæder, om laveste fællesnævner, om tomme kalorier og om folk der tror at en vandpyt er et verdenshav.
Det gør mig sur.
Jo, da jeg passerede Købmagergade kom jeg i tanke om, at én af Keith Jarretts mest populære udgivelser, Köln-koncerten, lyder enormt meget som Yul Anderson! Det er en soloklaver-koncert, og vist nok en improvisation fra ende til anden. Den er meget repetetiv og bruger mange pop-elementer, såsom simple akkordskift og pentatonskalaer.
Jeg drønede hjem og satte den på. Og til min gru havde jeg husket rigtigt. Det lyder umiskendeligt som Yul Anderson! Jaja, Keith Jarrett spiller slet ikke NÆR så naivt. Han leger med de simple motiver, transponerer dem rundt i forskellige tonearter, flytter dem mellem stemmer og lader dem mutere meget mere intelligent end frilufts-pianøren. Og desuden kan jeg kun udtale mig om side 1 af 4 på vinyl-udgaven. For jeg har aldrig orket at lytte længere. Rygtet siger at den bliver meget mere abstrakt og eksperimenterende henad vejen, og at andre af Jarretts soloplader er decideret magiske.
Men på hovedparten af side 1 er grundstemningen umiskendeligt den samme frelste, meditative popsovs som man hører på Købmagergade. Keith Jarrett har simpelthen begået en kedelig og lidt vammel gang musik.
Hermed kan jeg lære, at ingen er så store, at de ikke kan ligge ned. Chick Corea har mildest talt også udsendt nogle forfærdelige albums, ikke mindst i slut-'70erne og (må jeg indrømme, selvom disse albums engang var mit ét og alt) i løbet af '80erne. Miles var sgu lidt pinlig på ”You're Under Arrest” ligesom nummeret ”The Man With The Horn” helst bare skal glemmes i en fart. Og Heidegger var nazist, for nu at bringe et eksempel fra en anden verden. Forbilleder er vigtige, men Keith Jarrett har (endnu en gang) demonstreret for mig, at de alle skal mødes med kritisk sans.
P.S: Det skal nævnes, at jeg aldrig har hørt andet til Yul Anderson end mine sporadiske strejftog på Købmagergade. Jeg har aldrig hørt ham hylde Jimi Hendrix, jeg har aldrig hørt ham på et koncertflygel, og jeg ved ikke om han spiller den samme sovs til sine koncerter. Og med min notoriske ja-hat-indstilling vil jeg selvfølgelig tro det bedste om ham.
Om at "planke" Keith Jarrett
De nye ateister: God is not great. But is Hitchens?
På mit natbord de seneste måneder har ligget en bog med titlen ”God is not great”. Forfatteren er Christopher Hitchens og budskabet er at religion er en rigtigt dårlig idé.
Hitchens er en del af en bevægelse som man kan kalde ”De nye Ateister”. Andre fremtrædende figurer i bevægelsen er Richard Dawkins og Daniel Dennett.
Og det er netop Hitchens' projekt. Lad mig allerede nu imødekomme en oplagt, men misforstået indvending: Religionsfriheden er et rigtigt og nødvendigt princip. Et princip jeg tilslutter mig. Men jeg skal have lov at kritisere denne tro når den er åbenlyst forkert eller umoralsk. Og det er dette arbejde, Hitchens gør i sin bog.
Hans to hovedpointer i bogen er, at religion for det første tager fejl i dens verdensudlægning og for det andet fører til umoralske handlinger. Disse to pointer fastslåes igen og igen med det ene uhyrlige eksempel efter det andet på, hvor vanvittigt religiøse mennesker kan opføre sig. Om det er rabbineren der bider forhuden af den nyfødte med sine rådne tænder eller om det er prædikanten der påstår at jorden går under i morgen, så får Hitchens illustreret at der findes sindssyge mennesker derude, der praktiserer deres sindssyge i en eller anden guds navn.
Religion og ekstremisme
Men er det ikke en overreaktion at skyde mod al religion? Er det ikke kun en ekstremistisk, fundamentalistisk version af religionen der giver anledning til kritik?
Det er i hvert fald mest de ekstremistiske standpunkter der skydes efter i Hitchens' bog.
Der findes folk, endda folk med store tilhængerskarer, der prædiker vanvittige budskaber i Guds navn. Det er f.eks. et sådant ekstremt standpunkt at holde fast i, at verden blev skabt på 6 dage for 6000 år siden. Det er faktuelt forkert, og det er vanvid at holde fast i. Ligeledes er det vanvittigt såvel som farligt at hævde, at orkanen Catrina er Guds straf for USA's slappe holdning til homosexualitet.
I disse ekstremer er religion forkert og farlig.
Og det er min første anke imod Hitchens' bog: Den er for let at affærdige som en ekstrem kritik af ekstrem religion. Det går for meget op i skildringen af religiøse psykopater, simpelthen. Og religionskritikken skal ikke kun være en jagt på psykopater, men et forsvar for oplysningen og rationaliteten. De Nye Ateisters projekt må være et oplysningsprojekt, ellers bliver det bare til mudderkastning. Kan Hitchens' projekt udvides til også at dække Folkekirken, eller er en moderat tro immun overfor hans svadaer? Svaret afhænger af, om religionen kan forenes med fornuftsidealet, eller om den grundlæggende er ufornuftig. Mange tænkere i historien har fundet plads til fornuft såvel som tro i samme verdensbillede. Men i modsætning til f.eks. middelalderens teologi må dette foregå på fornuftens præmisser nu om dage. Gud døde jo i slutningen af det 19. århundrede, som bekendt. Eller mindre mystisk formuleret: Troens selvfølgelighed er forsvundet.
Spørgsmålet er altså: Er det muligt at være f.eks. kristen uden at bekende sig den mindste smule til noget decideret ufornuftigt? Man kan sagtens være kristen og forkaste skabelsesberetningen som andet end et billede eller en metafor. Men er det muligt at være kristen uden at tro på jesu genopstandelse? Og på at Jesus var Guds søn? Eller bliver kristendommen da så udvandet, at der reelt ikke er tale om en tro længere, men en række historier, billeder og metaforer vi kan tolke vores verden med, selvom vi egentlig godt ved, de ikke gælder i streng forstand? Lidt ligesom hvis vi konstant forstod vores verden ud fra Rasmus Klump-historier eller lignende..
Jeg vil ikke svare definitivt, for jeg er ikke teolog, men jeg hælder til Rasmus Klump-siden. En religion på fornuftens præmisser er en religion på tilbagetog. Et tilbagetog der ender med at annullere religionen helt og holdent.
Videnskab versus religion
Men tilbage til bogen: Hvad sætter Hitchens i stedet for religionen? Svaret er ligetil: Videnskaben.
Videnskaben giver de korrekte svar på de spørgsmål, religionen svarer forkert på. Hitchens nøjes altså ikke med at kritisere, men erstatter religionen med noget andet. Og det åbner for min anden kritik af bogen: Dette andet, videnskaben, er for snævert til at kunne erstatte religionen. Han svigter oplysningsprojektet ved at være videnskabsmand i snæver forstand.
Men hvad er forskellen mellem videnskabelighed og fornuft? Videnskab er vel netop den fornuftstyrede udforskning af verden?
Ja, ideelt set. Men videnskaben som praksis har problemer med at udføre oplysningsprojektet på egen hånd. Den har simpelthen en blind vinkel. Det er i praksis ikke muligt for videnskaben at forstå mennesket i hele dets bredde. Videnskaben kommer i stedet til at reducere det til biologi, ja, i sidste ende til kemi. Hitchens bekender sig til en biologisme, hvor mennesket kun er en avanceret organisme. Og så bliver det meget svært at udruste denne organisme med f.eks. rettigheder og ansvar. Etikken og subjektiviteten ryger med ud når videnskaben gøres til en total-forklaring på verden.
Jeg har sagt det før på denne blog: Videnskaben kan ikke fortælle os hvad et subjekt er. For den objektgør det med nødvendighed. Men kan religionen det?
På disse filosofiske problemer kan der gives religiøse svar. Men efter min overbevisning er det dårlige svar der kommer ud af at gå den vej. Svarene bliver langt bedre hvis man holder dem filosofiske og beskriver en slags fornuftens selvbegrundelse i stedet for at digte historier om ”guddommelige førstebevægere”, endeløse stabler af skildpadder eller andet spændende religiøst gods.
Og under alle omstændigheder er det ikke denne form for religiøsitet, vi normalt møder i hverdagen når vi møder påstande om, at der er ”mere mellem himmel og jord”. For at opsummere: Filosofien to the rescue.
Hitchens' projekt er nødvendigt og vigigt. Men jeg er kun delvist begejstret over hans bog. Dens projekt er ædelt, men udførelsen er skinger, snæver og lidt naiv. Kritikken er for let at omgå, eftersom han kun langer ud efter radikal og åbenlyst stupid religiøsitet. Og hans svar på den religiøses spørgsmål er naiv-videnskabelige; han ser ikke videnskabens egne problemer.
Ikke at jeg selv er i stand til at levere en potent og uakademisk religionskritik, men det må da kunne lade sig gøre..
P.S: Jeg ved at det er oplagt at indvende, at ikke kun grundlaget for fornuften er afornuftigt, men at en betragtelig del af tilværelsen, af det levede liv, er afornuftigt. Og at jeg derfor overspiller fornuftens rolle. Hvad med kunst, kærlighed, magt, etik, død og længsel?
Jeg mener dog at såvel religion som videnskab og filosofi er en praksis hvormed vi søger at fortroliggøre os med virkeligheden, og det gælder for så vidt også de nævnte felter. Og måske er ordet ”fornuft” dårligt valgt til at dække denne samvittighedsfulde og ikke-røverhistorie-fortællende erkendemåde. Måske skal man nærmere over i det fænomenologiske vokabolarium og kalde det ”laden-det-værende-vise-sig-som-sig-selv” eller andet. Jeg valgte at holde fast i termen ”fornuft”.
Mit speciale sat på vers
Det er godt nok svært at komme til tasterne med et højlydt spædbarn i hjemmet.. Men nu skulle der ske noget. Jeg tager hermed én af de idéer op, som jeg har liggende i skuffen til bloggen: En præsentation af mit speciale, som jeg afleverede december sidste år.
Jeg har tænkt meget over hvordan jeg kan formidle mit speciale på en måde der er tilgængelig for andre end de, der selv har læst filosofi i flere år. Denne blog skal ikke præsentere frontforskning, og den er ikke skrevet til de få fagfilosoffer. Derfor er det noget af en opgave at formidle sit speciale når man har skrevet ”En diskussion af berettigelsen af Martin Heideggers kritik af Edmund Husserl i sommersemesteret 1925”.
Jeg har endnu ikke fundet nøglen til en sådan præsentation, men jeg gjorde et bravt forsøg til min kandidatfest. 25 mennesker var samlet for at fejre mit speciale, og så skulle de jo ikke snydes for en smagsprøve på dét det handlede om. Derfor stillede jeg mig selv den opgave at omskrive mit speciale til en lejlighedssang. Resultatet blev måske ikke særligt indsigtsgivende, men det rimer i det mindste. Så her kommer 7 vers om mit speciale, spundet over melodien fra ”I en kælder sort som kul”. De er ikke fagligt dækkende, men det var sjovt!
Dagens indslag: Partitur-freakshow
Det er et meget spændende emne at dykke ned i, men her skal det handle om notationens evne til at fastholde musikken. For i og med at notation er en slags kreativ vold mod musikken, så bliver notation af musik også en kunstart i sig selv. Det bliver en fortolkning, en kreativ diciplin. Notationens voldelighed bliver i sig selv et kreativt boost til musik såvel som partitur.
Jeg fandt en gang en samling af partiturer, som specielt effektivt fremhæver denne pointe. Klassisk musik fra det 20. århundrede udforsker notationsmulighederne bevidst kreativt, og det resulterer til tider i deciderede kunstværker. Læn dig tilbage og nyd det.
P.S: Til sidst har jeg inkluderet det tidligste eksempel på notation af musik, vi kender herhjemmefra. Nemlig notationen af "drømte mig en drøm i nat" fra Codex Runicus, ca. år 1300. Af helt andre grunde er det også et kunstværk i sig selv. Alle andre partiturer er stjålet fra bogen "The New Music" af Reginald Smith Brindle, 1975.
En ateist kommer ind på et kirkekontor..
Jeg er netop blevet far. Det har betydet, at vi skulle aflevere en såkaldt omsorgs- og ansvarserklæring så vi kunne få delt forældremyndighed over den lille nye.
Og det foregår på det lokale kirkekontor.
Dermed har jeg berørt et emne, jeg håber at berøre i flere blogindlæg fremover: Min gudløshed.
For mig at se er det simpelthen forkert at vores samfund ikke skelner skarpt mellem kirke og stat, at fornuften kompromiteres af religionen i borgernes hverdag, ja, helt ind i de databaser hvor vi registrerer vores nyfødte. Men det var nu en flink dame nede på kirkekontoret.
Bevidstheden i videnskaben
-Stuart Sutherland, The International Dictionary of Psychology, p.90.Det er spøjst at støde på ovenstående citat når man har brugt en god del af det seneste år på at skrive speciale om netop dette emne: Bevidsthed. Og det er noget af en påstand, at der ikke er skrevet noget som helst interessant om bevidstheden, når hele den fænomenologiske bevægelse med en vis ret kan siges at handle om netop denne.
Men det er samtidig en udfordring at tage op. Påstanden må tages alvorligt.Først må vi gøre os klart hvad der kvalificerer sig som udsagn om bevidstheden. Hvorfor er et hvilket som helst Freud-citat ikke et modbevis mod Sutherland? Han siger vel en del om bevidstheden når han deler psyken op i id, jeg og overjeg. Men det er ikke dét Sutherland efterlyser. Han efterlyser derimod en specifik undersøgelse af, hvad det betyder at være bevidst. Selve dét fænomen, at vi mennesker er bevidste om vores omgivelser og os selv.
Vi er (endnu) ikke kommet tættere på forståelsen af, hvad det vil sige at være bevidst, ved at kortlægge kemiske processer i hjernen. Heller ikke ved at analysere forskellige stimulus-respons-mønstre eller lave interview-undersøgelser. Derfor hævder Sutherland at der ikke er skrevet noget læseværdigt om bevidstheden.Udsagnet fremsættes i et psykologileksikon. Det er ikke uden betydning. Måske er der noget om, at fænomenet ”bevidsthed” er totalt utilgængeligt set fra en psykologisk vinkel?
Psykologi er en videnskab. En videnskab med et bestemt felt. Ligesom biologiens felt er liv og juraens er love, så er psykologiens felt psyken. Bevidstheden. Og måske er det netop derfor, selve fænomenet ”bevidsthed” er utilgængeligt for psykologien. Selvom enhver psykologisk undersøgelse er en undersøgelse af et bevidsthedsfænomen, så er selve fænomenet ”bevidsthed” altid forudsat og dermed utilgængeligt for undersøgelse. En videnskab kan ikke undersøge sit eget grundlag. Ikke uden at holde op med at være netop denne videnskab. Hvis psykologien spørger: ”Hvad er bevidsthed?”, så er den ikke længere psykologi. Så er den filosofi.Mennesket har en speciel rolle i verden, i og med, at det ikke kun er i verden, men samtidig oplever denne verden. Vi er om verden, så at sige. Og jeg tror Sutherlands problem er, at han vil reducere dette 'om' til et 'i'. Kemiske processer er i verden. Hjerneceller er i verden. Ja, selv adfærdsmønstre og tvangshandlinger er observerbare fænomener i verden.
Den forklaring, som Sutherland leder efter, er altså kun mulig som en bortforklaring af bevidstheden selv og dens 'om'. Han vil besvare et filosofisk spørgsmål empirisk-videnskabeligt. Måske er bevidstheden reducérbar til kemi. Måske vil det lykkes en dag. Men jeg tvivler. For det forekommer mig at spørgsmålet falder i en helt anden kategori.Under alle omstændigheder vil jeg mene at det er let at tilbagevise Sutherlands påstand. Jeg kan blot henvise til de flere hundrede ganske interessante bind, Husserl og Heidegger tilsammen producerede om netop dette emne. Mon ikke Sutherland i det mindste ville finde et enkelt eller to af dem ”worth reading”?Henvisning:
Sutherland, Stuart: The International Dictionary of Psychology, Continuum, New York 1989.P.S: Der er en overhængende risiko for, at nogen kunne få den idé at jeg plæderer for en religiøs eller holistisk forståelse af bevidstheden som alternativ til videnskabeligheden. Det er IKKE tilfældet. Alternativet er derimod filosofisk. Det er dermed ikke i opposition til videnskaben, men derimod funderende for den. Hvad det nærmere indebærer må være emnet for et senere indlæg.
Meshuggah og matematikken
Jeg har en ældgammel kærlighed til et svensk metalband. På et tidspunkt i 1996-7 satte min lillebror et kasettebånd på som han havde lånt af en ven. Jeg kan ikke huske hvad der var på. Men der var en rest af dét der havde ligget på tidligere, og da det pludselig brølede ud i rummet lå vi begge straks vandret i luften af begejstring. Vi anede ikke hvad det var. Af en eller anden grund mente vi at vide at det var Konkhra. Vi blev imidlertid slemt skuffede da vi stillede op til deres koncert på Roskilde det år. Senere fandt vi ud af, at det, vi havde hørt, var en bid af Meshuggah's ”Destroy Erase Improve”.
Derefter fulgte adskillige magiske koncertoplevelser med de kompromisløse svenskere. Flere gange gik turen over sundet til mindeværdige aftener iført letøl og efterfølgende hold i nakken.
Langt senere delte jeg min begejstring over bandet med en god ven, og han indvendte straks: ”Nå, men det er jo math-metal”. Jeg blev lidt fornærmet. Ikke alene er det altid ubehageligt at få proppet en unik oplevelse i en kategori. Det tager ligesom magien af det. Men betegnelsen math-metal har samtidig efter min mening en lidt nedsættende karakter. Den hentyder nemlig til, at musikkens pointe er dens matematik. At det skulle være meningen med lyden at vi dechiffererer den og lærer at tælle den udenad.
Min ven havde kort sagt formået at reducere objektet for min begejstring til et regnestykke.
Jeg har altid beskæftiget mig med musik som søgen og undren over lydmediet, over rytmikken og over tonematerialet. Selvom jeg i perioder er faldet for musik, der dårligt kan udlægges som andet end (endda særdeles højrøstede) svar, så har de altid repræsenteret spændende nye bud på de for mig grundlæggende spørgsmål, musikken stiller: Hvordan kan vi maximere det og det udtryk så det bliver renest eller stærkest muligt? Hvad kan vi drive ud af det musikalske grundstof, lyden? Hvad sker der hvis vi lader de og de dogmer gælde for musikken, for formningen af lyd? Hvad betyder det f.eks. hvis musikken ikke må udvikle sig, hvis den ikke må starte og slutte, hvis den ikke må have metrisk rytme, hvis den ikke må have en melodi?
Men jeg regner ikke spørgsmålet ”er det her ikke 7/16 efterfulgt af halvanden takts break?” som et ægte musikalsk spørgsmål.
Musik som f.eks. Meshuggah's brutale metal er et meget insisterende svar, men samtidig et svar der peger tilbage på spørgsmålene: Hvordan optimerer vi den energi, vi formidler gennem vores musik? Hvordan gør vi den mest omkuld-blæsende? Ved at gøre lytteren konfus, ved at sløre metrikken og fornemmelsen for etslagene. Men ved samtidig at bevare fremdriften, rytmen, metrikken. For ellers bliver energien ikke optimeret og målrettet. Dén coctail giver det største impact på lytteren.
Den ultimative orden, som Meshuggahs præcisionsbombardementer udgør, resulterer i et udtryk der er ekstremt kaotisk og destabiliserende. Ja, nærmest mere kaotisk end et totalt kaos som Coltranes Ascension eller for den sags skyld en god gang hvid støj. Som om den totale orden og det totale kaos er naboer på dén skala hvor man umiddelbart betragter dem som de fjerneste yderpunkter.
Derfor er Meshuggah et fantastisk band. Ikke fordi deres musik går op i skiftevis 7, 15 og 31. Meshuggah er ikke Math-metal, for det er ikke tallene der er interessante, men effekten.
Miles Davis' Nefertiti og det stille kaos
Jeg bliver aldrig en af de musikbloggere der er først med det nyeste. Det er jeg simpelt hen for langsom i optrækket til. Ikke at jeg ikke rimeligt hurtigt opsnuser de nye retninger inden for den specifikke type af elektronisk musik, jeg dyrker mest, men jeg ville ikke have noget fornuftigt at skrive om dem før langt senere. Og jeg gider ikke ”holde mig orienteret”.
Der er også en stor værdi i at vende tilbage til det gamle; give det opmærksomhed efter nyhedens interesse har lagt sig. Se hvad det siger én 5, 10 eller 20 år efter man hørte det første gang. Det behøver ikke en gang at handle om at opdage det nye i det gamle. Selv de gamle ”opdagelser”, de velkendte pointer, er værd at tage op igen, tygge på og formulere for sig selv og andre. Man kan nemlig glemme den værdi et stykke musik, en film eller en bog engang gav én. Og den værdi ligger og venter på, at man genopdager den.
Det skete for mig for nylig. Ved et mere eller mindre tilfældigt greb ind i pladereolen fik jeg fat i Miles Davis' album ”Nefertiti” fra 1967 (udgivet 1968).
Åh, gud.... Den plade er et stykke lydarkitektur af højeste karat!Nummeret ”Nefertiti” er intet mindre end et mesterværk. Jazzens instrumentarium er bibevaret, men formsproget er skiftet totalt ud. Det er som jazz vendt på hovedet.
Normalt improviserer solisterne over rytmegruppens sikre fundament. Akkordskema og metrik lægges fast af trommer, bas og klaver, og musikkens fokus ligger i solisternes måde at navigere oven på dette fundament. Den gode solo er dén der forholder sig til fundamentet på en spændende, kreativ og bevidst måde, arbejder med eller mod rytmegruppen.
Men Miles forlader med nummeret Nefertiti denne måde at bygge musikken op på.
Melodien repeteres unisont gennem nærmest hele nummeret og bliver dermed musikkens anker. Derimod tæsker rytmegruppen rundt og giver nummeret det nærvær, den uforudsigelighed og den intensitet, som gør det til et fantastisk stykke musik.
Det starter sådan set meget traditionelt ud. Melodien præsenteres i al sin kringlethed og elegance, og rytmegruppen akkompagnerer forholdsvist traditionelt. Men efterhånden som melodien repeteres begynder akkompagnementet at blive mere og mere eksperimenterende. Sære tværmelodier, underlige umetriske ”bomber” fra trommerne og clusterakkorder fra klaveret fungerer nærmest som forhindringsbane for melodien, der dog fortsætter ufortrødent og messende unisont på tværs af minefeltet.
Indtil melodien endelig lader sig påvirke af omgivelserne. Omkring 5:22 begynder trompet og saxofon bevidst at glide væk fra hinanden og spille melodien asynkront. Fundamentet ryster. Det stille kaos har efterladt sit aftryk.
Men det er dog et helt andet kaos end det vi f.eks. kender hos Coltranes '60er plader. Elegancen, køligheden og virtuositeten har hos Miles hele vejen overtaget. Det bliver aldrig brølende.
Miles' '60er kaos er ét der ryster og ændrer formen, aldrig et der river den ned. I hvert fald ikke før ca. '69. Men det er en helt anden historie. I det hele taget er Miles' '60er kvintet kendetegnet med en uovertruffen elegance og legesyghed. Det vrimler med formeksperimenter, alle udført køligt og beregnende. Tonalitet, rytme og formsprog presses ud mod (og til tider helt ud til) kanten, men aldrig ud over den. Det giver den helt unikke lyd, der spirede på E.S.P og stod i fuldt flor på Miles Smiles, Sorcerer og Nefertiti.
Hvis du ikke allerede kender pladerne, så giv dig selv en gave. Sæt dig ned og lyt til Nefertiti. Giv pladen tid. Hvis den ikke åbner sig første gang, så vid at der er en masse at hente: Stol på mit ord og lyt en gang til.
Sokrates og uvidenheden
Jeg prøver så vidt muligt at undgå at docere når jeg underviser. Det kan godt være at jeg mener at vide endda rigtig meget mere om emnet end eleverne, men det er min faste overbevisning, at det til enhver tid er mere frugtbart at holde diskussionen åben og spørge ind til dét man måske ikke er enig i.
Et af de mest berømte citater fra hele filosofihistorien er Sokrates' ord om, at ”det eneste jeg ved er, at jeg ingenting ved”.
Lad os her se bort fra at Sokrates så vidt jeg ved aldrig siger netop disse ord i Platon-dialogerne. Han kommer tæt på, og citatet kan så i stedet for fungere som en præcis opsummering af en tanke, han ofte giver udtryk for. Hele hans stil i dialogerne er jo netop ikke docerende men dialogisk. Han spørger erkendelsen frem hos sine samtalepartnere ved som udgangspunkt at forholde sig totalt uvidende og undrende.Indrømmet, Sokrates virker alligevel ofte bedrevidende i dialogerne. Hans undren er taktisk, og hans påtagede uvidenhed virker tit som et tyndt fernis over en dagsorden, der ligger meget fast fra starten. Og samtalepartnerne føjer sig tit forbløffende let for hans ”nødvendige” ræsonnementer. Deres bidrag til samtalerne er ofte reduceret til ”det synes så, Sokrates” eller ”minsandten, du har ret min gode mand” eller lignende.Dermed kommer han alligevel til at virke docerende til tider. Men det gør han netop i kraft af, at han jo faktisk er bedrevidende. Og han er bedrevidende fordi han ingenting ved!Hvordan kan man være uvidende bedrevidende? Søren Gosvig Olesens kommentar til det berømte citat i en undervisningstime på universitetet anno ca. 2001 var noget i retning af: ”Hvis han ved, at han ingenting ved, ja så ved han da i det mindste noget.” I modsætning til andre, der ikke ved at de ingenting ved, underforstået.
Det er med andre ord muligt at være decideret overlegen i en diskussion netop i kraft af, at man er klar over, hvad man ikke ved. Det er netop denne overlegenhed som enhver underviser i filosofi bør tilegne sig for ikke at komme til kort i formidlingen af filosofien. For ellers bliver man, med Robert M. Pirzig's ord (der dog ikke nødvendigvis bærer 100% samme pointe) blot filosofolog. En der viderebringer filosofiens citater, pointer og ræsonnementer. Og så bliver undervisningen ikke levende og undrende.Pointen begrænser sig selvfølgelig ikke til undervisningssituationer.
Jeg er overbevist om, at det generelt er mere givende at gå til verden med den holdning, at man som udgangspunkt ikke forstår den. Enhver person du møder kan måske lære dig noget, og enhver oplevelse kan være en potentiel erkendelse. Det kan være det lyder frelst, men det er for mig at se nu engang læren fra Sokrates. Selv hvis han ikke altid selv er tro overfor den.Henvisninger:
Pirsig, Robert M.: Lila. Kap. 26.
